Nyheder

Tegneren og maleren Henrik Hansen

En ny udstilling på Åby Bibliotek (skærmen)

HENRIK HANSEN (1902-1980)

Henrik Hansen er ikke nogen kendt kunstner. Han optræder ikke i noget kunstnerleksikon, og når man spørger folk om de kender ham, ser de uforstående ud, indtil man spørger om de kender motiverne på Atamon og Vanila. Så lyser folk op, og sige “nåh ja”. Henrik Hansens skæbne var at være den ukendte landskendte.

Henrik Hansen er født den 9. februar 1902 i Århus, men voksede op i København. Allerede som dreng var han mere end almindeligt for sin alder optaget af tegning og kunst. Efter endt skolegang kom han i lære som porcelænsmaler og gik om aftenen på Teknisk Skole. Nitten år gammel blev han optaget på Kunst-akademiet, hvor han ind i mellem studierne ernærede sig som blandt andet porcelænsmaler i Sverige.

I 1924 bragte arbejdet ham tilbage til fødebyen, hvor han blev hængende. Som han fortæller i en kort selvbiografi fra 1945: “Det var umuligt at løsrive sig fra arbejdet”. Desuden blev han også gift med tandlæge Ina Hansen, der senere blev Åbyhøjs første tandlæge.

I slutningen af 1920erne blev han ramt af tuberkulose, men helbredt, og efter råd fra sin læge flyttede han til det endnu dengang landlige Åbyhøj, hvor han købte villaen på Silkeborgvej nr. 77 (nu 277). Her grundlagde Ina Hansen også byens første tandlægeklinik.

Omtrent samtidig med bosættelsen i Åbyhøj blev Henrik Hansen ansat ved Århus Stiftstidende som bladtegner. Her blev han sat til at illustrere alle mulige opgaver: tegninger af kendte mennesker, der var enten død eller havde fødselsdag, reportager fra militær-øvelser, retsmøder, dyrskuer og sågar reportager fra hundetræning var på opgavelisten. Ind i mellem blev han også anvendt som annonceillustrator, men mest iøjnefaldende er dog hans illustrationer af noveller og småstykker fra Stiftstidendes søndagstillæg. Samarbejdet med Århus Stiftstidende ophørte i begyndelsen af 1940erne fordi Henrik Hansen ønskede større selvstændighed.

Samtidig med at han arbejdede for Århus Stiftstidende var Henrik Hansen kommet i forbindelse med en grosserer Victor B. Strand fra Århus-firmaet Tørsleff & Co. Strand så muligheder i Henrik Hansens arbejder, og engagerede ham til at illustrere emballage til firmaets produkter. Resultatet blev de langtidsholdbare motiver med vanilamanden og den grinende kineser på Atamon, samt mange andre velkendte motiver de i op til 70 år har været en fast bestanddel i danskernes køkkenskabe.

Et væld af plakater udgik der også fra villaen på Silkeborgvej fra slutningen af 1920erne. Det var især teaterplakater, og i flere år plakaten til Børnehjælpsdagen i Århus. I 1941 tegnede han plakaten til Århus’ 500 års byjubilæum og indvielsen af det nye rådhus, med rådhuset som hovedmotiv. Også lokalt i Åbyhøj blev hans kunst brugt til plakater for sportsugerne der blev afholdt i 1940erne.

I 37 år leverede han således forsiden til Illustreret Familie Journals julehæfter, det sidste i 1980, året hvor han døde. Han var også en dygtig portrætmaler, der blandt andet malede portrætter af Tørsleffs ejere og andre kendte personer. Han udsmykkede herregården Krabbesholm på Sjælland i 1943 i forbindelse med en restaurering af herregården, der i 1939 var blevet overtaget af De forenede Kulimportører. Også Århus Kioskselskab brugte hans talenter til forsider på en række festtelegrammer, og en halv snes forlag brugte han som bogillustrator.

 

Henrik Hansen og hans familie boede i villaen på Silkeborgvej i omkring 50 år. Den flittige kunstner døde i 1980. Livet i villaen er skildret i sønnen Ole Henrik Laubs selvbiografiske bog “Bag havelågen i Åbyhøj”